Login

NYHEDER

Sti: NYHEDER / Magasinet Aftryk / Artikelarkiv 2003-2013 / 2004 / Damgaard-Jensen - en digital krejler  Print
26-01-2004
Damgaard-Jensen - en digital krejler
Utraditionelt ledet virksomhed formår at tjene penge på digitale printløsninger.
Af Eivind Sønderborg Johansen, ej@ga.dk
- Vi har en jysk krejlermentalitet med næse for både godt indkøb og salg parret med en flad ledelsesstruktur. Det er én af de forklaringer indehaver af Damgaard-Jensen-koncernen, Klaus Damgaard-Jensen, giver, når have skal give et bud på, hvorfor virksomheden tjener rigtig mange penge, og hvorfor overskudsgraden i 2003 var større end nogensinde tidligere i virksomhedens levetid.
- Vi har hverken en faktor eller driftsledere ansat, og 98 procent af vores salg sker, uden at ledelsen er blandet ind i det. Vi uddelegerer meget ansvar til medarbejderne, og vi kan fx ikke for alvor bruge tid på, at en sælger en enkelt gang taber 50.000 på en ordre, fordi han har solgt den for billigt. Det er ikke så slemt at tabe penge, hvis man bare kan lære af det og har et overskud at tabe af, lyder budskabet fra Klaus Damgaard-Jensen.

Ingen prislister

Der er ingen prislister at læne sig op ad for medarbejderne, når kunden ringer og beder om en pris.
Vi har hverken regelsæt eller klare retningslinjer for prisfastsættelsen, og det tjener vi penge på, siger Klaus Damgaard-Jensen og uddyber:
- Det er ikke print, vi sælger, men totalløsninger, og dem kan du ikke proppe ind i en prisliste. Når kunden ringer og siger, at han gerne vil have 500 stk. farveprint i A4, spørger vi, hvad han skal bruge det til, og ofte viser det sig, at han har brug for en helt anden løsning, end han selv troede. Vi vælger én løsning, hvis tryksagen skal bruges til at pakke fisk ind i og en anden, hvis der skal leveres alt fra ringbind til velkomstbannere, navneskilte og servietter til en konference, forklarer Klaus Damgaard-Jensen.
De løsninger, som Damgaard-Jensen-koncernen leverer, omfatter logistik, filhåndtering, print og forsendelse. Blandt kunderne er ECCO, Grundfos, Coca Cola og LEGO.
Også Hi-Fi klubben er på kundelisten. Det er en kæde med 42 butikker i Skandinavien. Kæden gennemfører hvert år flere kampagner, hvor alle butikkerne skal have et udvalg af markedsføringsmaterialer. Produkterne er typisk stofbannere, plakater, vinduesfolie, løsblade og skilte på de respektive landes sprog. Damgaard-Jensen producerer alle produkterne til kæden internt og pakker individuelt til hver enkelt butik og sørger for forsendelsen.
Et andet eksempel er Club 8 Company, der driver BoConcept-butikker over hele verden. Alle forretningerne er indrettet efter det samme koncept, hvor bl.a. posters med produktinformation og imagefotos indgår. Møbelkæden kræver stor leveringssikkerhed inden for snævre tidsrammer. Derfor er produktionen lagt i meget faste rammer, hvor Damgaard-Jensen styrer hele forløbet, fra rekvisitionen ryger ind på mail eller fax, hvorefter den internt ajourførte database leverer data til print og efterbehandling, inden de færdige ordrer distribueres til BoConcept-butikker i hele verden.

Udelukkende digitalt i Danmark

Damgaard-Jensen printer kun digitalt og råder over en omfattende maskinpark af storformatplottere, Xerox-printere og et par digitale DicoWeb-trykmaskiner fra MAN Roland i koncernens to afdelinger, Damgaard-Jensen A/S i Århus, og datterselskabet TDK i Købehavn. En afdeling i Litauen trykker dog også konventionel offset.
Fra lyskopi til digitaltryk
Damgaard-Jensen A/S blev etableret i 1917 i Århus og havde i mange år lystryk og teknisk foto som sit centrale forretningsområde. Da pc'en begyndte at vinde udbredelse i 80 ́erne, sadlede virksomheden om og kastede sig over digitale printløsninger.
- Vi havde ikke kompetence til at gennemskue, hvad det egentlig var, vi gik i gang med, men vi havde det nok ligesom humlebien, der ikke kan flyve, men gør det alligevel, fordi den ikke ved det, fortæller Klaus Damgaard-Jensen.
Det har vist sig, at vingerne kunne bære. I begyndelsen af 90 kom der for alvor gang i salget af digitale løsninger og på ti år er omsætningen vokset fra 21 mio. til 72 mio. kr. årligt på produktionen i Århus og København. Dertil kommer salg af bl.a. klæbelaminat og udstillingssystemer, som koncernen selv har udviklet, og stoffer til bannertryk, som produceres i Kina. Det får omsætningen til at nærme sig de 100 mio. kr. Derudover omsætter Damgaard-Jensen-koncernens litauiske trykkeri for 30 mio. kr.
I 2000 holdt Damgaard-Jensen sit indtog på Sjælland efter et opkøb af Tutein & Kock. De to virksomheders aktiviteter blev 1. januar 2001 samlet i et nyt selskab, DTKommunikation, i Damgaard-Jensen-koncernen.
Det kan betale sig at være social
Klaus Damgaard-Jensen lægger vægt på, at virksomheden har en social holdning til medarbejderne:
- Vi skal passe på dem, når de først er kommet ind i virksomheden. Hvis medarbejdere har haft brug for psykologhjælp eller har haft alkoholproblemer, betaler vi for behandlingen, og jeg har da selv været ude at hente et par stykker, der er faldet i, fortæller Klaus Damgaard-Jensen. Til gengæld får virksomheden engagerede medarbejdere, der sjældent rejser og som føler sig ansvarlige for, om det går deres arbejdsplads godt eller skidt.
Ansvarligheden understøttes også af en meget åben politik, der fx gør det muligt for enhver medarbejder, hvad enten vedkommende er chauffør eller økonomiansvarlig, at få indsigt i regnskaberne.
Berigtigelse (Bragt i DGF 2/2004):
I artiklen "Damgaard-Jensen - en digital krejler" i DGF nr. 1/2004 blev det oplyst, at Damgaard-Jensen A/S har opkøbt Tutein & Koch, og at DTKommunikation er et datterselskab af Damgaard-Jensen A/S.

Bestyrelsesformand for Tutein & Kock A/S og DTKommunikation A/S, Johan Schlüter, oplyser imidlertid, at ejerforholdet er følgende:

I år 2000 indgik Tutein & Koch A/S og K.T. Damgaard-Jensen A/S aftale om pr. 1. januar 2001 at sammenslutte begge selskabers print- og kopiaktiviteter på Sjælland i et nyt selskab, DTKommunikation A/S. Selskabet ejes af Tutein & Koch A/S og K.T. Damgaard-Jensen A/S med hver 50 procent.

Tutein & Koch A/S, som 100 procent ejes af Fabrikant Svend Dørffer ́s Fond, har ud over nævnte samarbejde fortsat sine aktiviteter i forbindelse med specialforretningen for kontor- og tegneartikler og øvrige grafiske produkter i Farvergade 6-8, København.

K.T. Damgaard-Jensen A/S har således ikke opkøbt Tutein & Koch A/S, og DTKommunikation A/S er ikke et datterselskab i K.T. Damgaard-Jensen A/S, men et associeret selskab.